Bland-selv-slik som last eller belønning...

Kender du følelsen af at nå til fredag og ikke mindst weekend og bare tænke - “Endelig weekend! SÅ skal der hygges”

Det tror jeg de fleste gør, for vi er generelt en nation hvor vi bare elsker at hygge os med hinanden, - og når vi skal hygge os så indgår der ofte mad, vino, alkohol, slik og kage.

Weekenden bliver vores frirum hvor vi lige kan knappe den øverste knap op i bukserne og læne os tilbage og nyde friheden for en stund. Frihed væk fra trummerummen med job, træning, kedelig mad, hverdagens gøremål og henten og bringen… 

De fleste af os har en last eller flere, som vi søger til for at “belønne” os selv for ugen der er gået, og min er som nr. 1: bland-selv-slik.  

Min hjerne har i mange år indstillet sig til bland-selv-mode når vi når til weekenden og nogle gange går det godt med at overbevise mig selv om at jeg ikke behøver det, og andre gange not so much.

Tidligere var det virkelig slemt - jeg kunne godt spise 1kg slik og et par plader chokolade over en weekend med det resultat at jeg havde taget 3kg på over weekenden - og det mine damer og herrer var ikke muskeltilvækst 

Tidligere dunkede jeg mig selv i hovedet når jeg havde spist slik, fordi jeg godt ved at det ikke er sundt for kroppen i de mængder, men jeg gjorde det alt andet lige stadig hver weekend og følte det oveni, som ren sabotage af mig selv. Det vinder man altså ikke noget ved hverken mentalt eller fysisk.

Jeg må indrømme at jeg inden for de seneste år er blevet bedre til at finde no-need-knappen og i takt med det, er behovet heller ikke det samme som tidligere og mængderne derfor også mindre. Til gengæld siger min krop fra og jeg får decideret ondt i maven dagen efter hvis jeg spiser for meget (den stopknap havde jeg ikke tidligere) og med det er jeg nået til den konstatering af at det ikke er det værd. Jeg kan sagtens gå flere weekender uden, meeeen så finder jeg jo nok bare noget andet “lækkert”, som jeg erstatter det med i mellemtiden, som eks. chips eller proteinbarer eller frugt … jeg mener - jeg er jo trods alt bare et menneske ik’.