Der var engang...

Der var engang hvor jeg kunne løfte 130kg i dødløft, og presse 300kg+ i benpressen, der var også engang hvor jeg kunne tage 12 strict pull-ups og der var engang hvor jeg kunne og ikke mindst havde mod på at gennemføre en halvmarathon … det var dengang!

Tja det er ca. 10 år siden og uanset hvor tydeligt hjernen husker det, så giver det ikke noget positivt at hænge fast i datidens kunnen og præstationer. Der kan seføli være et spækket håb om endnu en gang at kunne præstere det samme eller tilsvarende men forudsætningerne i dag - 10 år senere - er bare nogle andre i realiteten og dem bliver vi nødt til at forholde os til. 

Jeg kommer til eksempel ikke til at trække 130kg eller presse 300kg eller gennemføre en halvmarathon og det har jeg det fint med. Det har jeg ikke altid haft, men det har jeg nu fordi tiden har fortalt mig, at det ikke er realistisk. I starten så jeg det, som at jeg var blevet svag og det er jeg jo i princippet også lige på den konto og jeg har virkelig snakket mig selv ned for jeg burde da kunne - og det kan da ikke passe - så accepten af det er en process… men ikke desto mindre er det sådan det er, og nogle øvelser skal vi bare holde i ilden hvis vi vil være og ikke mindst forblive rigtig gode til dem - det gjorde jeg dengang, men i dag not so much.

Til gengæld vil jeg vove at påstå, at min allround fysiske tilstand, form og formåen er meget bedre nu end “dengang”. Træninger er mere alsidige og både den generelle råstyrke og den umiddelbare udholdende konditionsfaktor er forbedret med tiden. Mobilitet og medfølgende ROM og kropskontrol har også rykket sig markant og  jeg søger hele tiden at forbedre mig på forskellige plan både fysisk og mentalt. 

Det lykkedes i tiden rigtig godt, så at “bytte” 4 forholdsvis i dag ligegyldige målestok fra dengang for en par håndfulde fordele, som gør sig gældende i dag, det er da heller ikke helt tosset.

Hermed ikke sagt at vi ikke kan bruge “dengang” som motivation, for det kan vi bestemt, men vi skal være realistiske og jeg tror, at i det øjeblik vi giver slip på “har kunnet” og melder os ind i nutiden og dennes forudsætninger, så begynder vi også at rykke os igen på et andet plan.